Gå til hovedindholdet
Michael Dall 030621

Den 5. december afgav Behandlingsrådet endnu en ”anbefaler ikke” til brugen af Optune® til behandling af nydiagnosticeret gliom WHO grad 4 (kræfttumor i hjernen)

Behandlingsrådet afgav på sit møde i maj en anbefaling baseret på evalueringen af Optune® til behandling af nydiagnosticeret gliom WHO grad 4. Dengang blev det til et ”anbefaler ikke” til brugen af Optune® på baggrund af flere faktorer, herunder begrænset estimeret absolut effekt i relation til patientoverlevelse, påvirkning af patienternes kognitive evner og livskvalitet samt meget høje omkostninger til behandlingen, som ikke står mål med effekten af teknologien. 

Efter nye forhandlinger af prisen blev evalueringen af  Optune® igen forelagt Behandlingsrådet, der med en ny beslutningen 5. december slog fast, at teknologien ikke anbefales af Behandlingsrådet.

- Behandlingsrådet har vurderet, at den estimerede effekt af Optune® er noget usikker og ikke står mål med de meget høje udgifter, der er forbundet med teknologien, trods for den nye prisforhandling. Derfor har vi valgt ikke at anbefale brugen af Optune® til behandling af nydiagnosticeret gliom WHO grad 4, siger Michael Dall.  

Læs Behandlingsrådets opdaterede anbefaling vedrørende brugen af Optune® til behandling af nydiagnosticeret gliom WHO grad 4 her.