11. oktober 2021
Behandlingsrådet igangsætter første evaluering
Ved rådsmødet den 7. oktober besluttede Behandlingsrådet at igangsætte sin første evaluering. Den udvalgte sundhedsteknologi, der skal evalueres, er en metallisk stent til brug af behandling af kroniske forsnævringer i urinlederne
Behandlingsrådet godkendte på rådsmødet den 7. oktober sit første evalueringsforslag og igangsætter dermed en evaluering af en sundhedsteknologi.
- Vi har udvalgt et evalueringsforslag på en metallisk stent, der kan bruges på patientgrupper med kroniske forsnævringer i urinlederne, siger formand for Behandlingsrådet, Michael Dall, og fortsætter:
- Vi sætter evalueringen i gang, fordi vi vil undersøge, om stenten har en længere levetid end andre katetre. Deri undersøger vi også, om sundhedsteknologien skaber både bedre behandlingsforløb for patienten med færre indgreb og potentielt skaber besparelser i sundhedssektoren. Der foreligger en række kliniske studier på sundhedsteknologien, deriblandt en evaluering fra NICE i England, som vil indgå i evalueringen.
Den stent, som Behandlingsrådet nu skal evaluere, er en Memokath-stent, der er indstillet til evaluering af firmaet PNN Medical A/S - Denmark.
Dansk urologisk selskab udvalgt til formandsposten
Med udvælgelsen af evalueringsforslaget begynder den næste fase, evalueringsfasen, hvor Rådets første opgave er at samle et fagudvalg.
- Rådet har peget på Dansk Urologisk Selskab som det faglige selskab, der vil blive bedt om at varetage formandsposten i fagudvalget, så vi er allerede godt i gang med den næste fase, fortæller Michael Dall.
Når fagudvalget er samlet, vil der blive lavet et evalueringsdesign og fundet frem til relevante komparatorer.
- Jeg glæder mig over, at vi nu har fået et evalueringsforslag ind, at vi kan starte den proces op, som vi er sat i verden for. Det bliver enormt spændende at følge, siger Michael Dall.
Behandlingsrådet har en forventet sagsbehandlingstid på 5-8 måneder på evalueringer. Sagsbehandlingstiden bliver opgjort fra den dag, hvor Rådet beslutter at igangsætte evalueringen (dag 0), til der foreligger en anbefaling fra Rådet. Dermed forventer Rådet at kunne give sin første anbefaling i første halvdel af 2022.
Ønsker man at indstille en sundhedsteknologi til evaluering ved Behandlingsrådet, kan man gøre det gennem Rådets hjemmeside. Her vil man også kunne følge igangsatte evalueringers vej gennem Behandlingsrådet.