Behandlingsrådets sundhedsøkonomer udpeget

Et enigt Behandlingsråd udpegede til dagens rådsmøde Kristian Kidholm og Jan Sørensen til de to pladser som sundhedsøkonomer i Rådet

Kristian Kidholm, professor og forskningsleder på Center for Innovativ Medicinsk Teknologi på Odense Universitetshospital/Syddansk Universitet, og Jan Sørensen, professor i sundhedsøkonomi og Director of Healthcare Outcome Research Center, Royal College of Surgeons in Irland, er netop blevet udpeget som medlemmer af Behandlingsrådet. Det skete til dagens rådsmøde, hvor Behandlingsrådet mødtes for anden gang i Aalborg.

– Vi har peget på Jan og Kristian – og vi er glade for, at de har takket ja til at blive en del af Behandlingsrådet. De er begge store faglige kapaciteter og med deres respektive baggrunde – Kristian fra hospitalsverdenen og Jan med flere års erfaring fra udlandet – sikrer vi, at vi har de helt rette kompetencer inden for sundhedsøkonomi i Rådet, fortæller Michael Dall, formand for Behandlingsrådet.

Udover de to pladser til sundhedsøkonomer har Behandlingsrådet mulighed for at udpege yderligere to faglige eksperter. Behandlingsrådet besluttede på sit møde i maj at vente med at udpege til de to pladser. På den måde kan Rådet i forbindelse med igangsættelse af de første evalueringer gøre sig nogle erfaringer med hvilke kompetencer, der vil være særlig relevante for Rådet.

Jan Sørensen og Kristian Kidholm deltog i dag i rådsmødet i Aalborg, hvor de blev udpeget som rådsmedlemmer
Jan Sørensen og Kristian Kidholm deltog i dag i rådsmødet i Aalborg, hvor de blev udpeget som rådsmedlemmer. Foto: Line Bloch Klostergaard